Min blog

Har jeg fortalt dig om den aften, hvor jeg sprang i den store sorte gryde? Nej?

Jamen, så skal du da høre om en dag for ikke så længe siden hvor jeg modtog en fælles besked fra min svigerinde Malene. Den lød ”Halløjsa Qvinder. Hvem vil med?” vedhæftet et foto af et arrangement, der lokkede kvinder til en aften med små fire timers yin yoga, saunagus og velvære. Samt stilhed. Lækkert. Det ville jeg da vildt gerne være med til. Jeg læste mig frem til i beskrivelsen, at der til en start som sagt ville være yoga, og bagefter 3 x gus. Imellem runderne i svedhytten ville man få lidt økologisk snacks, frugt, lækkert detox te og friskpresset juice. Jeg skyndte mig at få overført kr. 550 til Malene.

Tiden gik.

Dagen kom og endnu en besked kom fra Malene: ”Glæder mig til vi ses senere. Husk yogamåtte og tæppe, og bagefter skifter vi til bikini og er klar til svedhytte og dyp”. Jamen Malene, det er da det, vi gør.

Jeg havde tilbudt vores fælles svigerinde Dorte et lift fra Jyllinge, og på hele vejen ind til Havkajakvej på Amager talte vi om alt og ingenting. Du ved, snakken gik bare. Det var så først, da vi parkerede foran velværehuset INIPI på tangen ved Amager Strandpark, at Dorte lod sit blik falde på havet og bagefter kikkede lettere alvorligt på mig og sagde ”Ved du hvad? Jeg har tænkt. Jeg tror altså, at vi skal i havet”. Jeg kikkede forskrækket på hende. ”Ej, det skal vi altså ikke Dorte. Det står der ingen som helst ting om i deres beskrivelse. Det skal vi ikke”. Jeg jappede løs. Dorte gav ikke op så let. ”Men Malene skrev noget med bikini og dyp?”. Jeg kunne mærke en let prikken i mine kinder. ”Ej, det er nok bare et kar med is, man kan hoppe i, hvis man har de lyster? Se, der er da også alt for langt at gå herfra og ud til havet … alt for langt i bikini i november ”. Dorte gav mig ret.

Vi nåede dog kun lige over vejen fra parkeringspladsen til huset, hvor Malene og hendes to veninder Lotte og Lone stod udenfor og ventede på os, at vi så lagunen – vandet på den anden side af tangen. Fuck! Dorte og jeg kikkede på hinanden, og vi kunne ikke lade være med at grine. Lettere nervøst. Ohe, hvad havde jeg dog fået rodet mig ud i?

”Først yoga. Deal med én ting ad gangen Mette!” Og det var en fantastisk yoga. Nuj det var lækkert. Fem kvarter hvor vi blev guidet igennem en yin yoga af en utrolig empatisk yogi. Ejsa hed hun. Du ved, sådan en yngre lækker kvinde med den mest behagelige stemme og som gik stille rundt blandt os og rettede blidt, hvor der skulle rettes. Det kunne være en skulder, der skulle mere tilbage, eller en fod der skulle strækkes lidt mere og i den dur. Mere af det, tak. Men pludselig kunne jeg høre hende blidt slå de tibetanske bedeklokker mod hinanden, og der blev hilst ”namaste”. Så var vi klar til det næste kapitel: bikini & co.

Omklædt i badetøj fik vi alle smurt økologisk mudder på mave og lænd, og området blev pakket ind i gage. Det var gusmester Pia, der stod for den seance. Mudderet skulle efter sigende opstramme formerne, reducerer celluite og fedtophobning samt udsætte ældningstegn. Du giver den bare gas Pia! Ikke være fedtet med det mudder. Det skulle vi sidde med i svedhytten. Normalt er jeg ikke den store fan af saunaer, men i svedhytten var der til en start en meget behagelig temperatur. Det skulle naturligvis ændre sig i løbet af de næste 13-14 minutter, vi sad der. Jeg kampsvedte. Hold da op hvor det drev af mig, men på en okay måde. Til allersidst skulle vi selv tage gagen af. Og … nu ventede et dyp i vandet … hvor man så passende kunne vaske mudderet af.

Uha. Nu måtte jeg være sej. Jeg fulgte tæt efter Lotte, der er garvet vinterbader. Jeg tænkte, at jeg ville kopier hende. Det var først helt rart at komme ud af svedhytten, ud i mørket og hen ad den isglatte badebro ved den nu sorte lagune. Lotte hoppede prompte i vandet, en anden hoppede efter. Jeg prøvede også at overveje om, jeg skulle hoppe. Jeg skulle lige til, men fortrød. Nej, det måtte blive trappen. Jeg fik sat den ene fod i vandet. Føj for pokker hvor det var koldt. Den gik heller ikke. Jeg panikkede lidt på badebroen alt mens kulden begyndte at ramme mig. Men … jeg ville jo ikke være en tøsetøs, så jeg gjorde som Lotte forslog: Jeg holdt fast i trappegelænderet og hoppede. Blop!

Jamen, jeg panikkede maks! Hold da kæft! Ja, pardon mit franske, men hvor var det f…… koldt! Jeg fik heldigvis ikke hovedet under vandet, men resten af min kuldskære krop blev dyppet. Jeg kunne ikke bunde. Jeg var overraskende hurtigt oppe på badebroen igen. Så gik turen ellers retur mod huset. Jeg havde glemt mine klipklapper ved svedhytten, så det der på udturen var en behagelig gåtur, blev nu en iskold en af slagsen. Men mine stivfrosne fødder fik mig da retur til stuen i huset. Her kunne jeg slukøret konstatere, at jeg havde bevaret mudderet på kroppen. Bvdr! Til forskel fra de andre, der havde været længe nok i vandet til at skubbe det meste af. Hmm … Nå, pyt. Stik mig en omgang dexot te og lad mig lige sunde mig.

Kort tid efter skulle vi igen ud i svedhytten. Denne gang fik vi hver en lille bitte håndfuld mudder til ansigtet. Det sad vi selv hver især og smurte på hals, kinder og hager – og jeg tænkte, at jeg ville også smøre lidt på den rynkede pande. Lidt senere skulle vi smøre noget saltskub på resten af kroppen. Det var meget, meeeeget vigtigt, at vi ikke kom i nærheden af vores øjne. Alt mens vi skrubbede løs på kroppen, blev der atter varmere og varmere i hytten, og sveden begyndte at pible ud af alle porer. Også dem i panden. Så nu begyndte mudderet derfra at sive ned over mine øjne og mit ansigt. Hvor kvik havde man da lov til at være i sin egen opgang? Jeg kunne jo ikke tørre det væk, for mine hænder var smurt ind i det dersens saltskrub, så jeg måtte bare sidde lukkede øjne. Endelig blev det tid til at skulle ud af svedhytten. Ja, det havde jeg ikke selv lige set komme skulle være et stort ønske fra mig, men mig og mine nu røde øjne ud efter Lotte, ud til klipklapperne og videre ud på badebroen. Denne gang var jeg hurtigere til at komme i vandet, men lige så hurtigt oppe som første gang. Jeg fik desværre det meste af mit hoved under vand, hvilket ikke var en del af planen. Men pyt. Kun én gang tilbage.

Sidste omgang svedhytte skulle i beskrivelsen bestå af en stille runde i den nu helt mørke svedhytte. Men stille var den ikke, for der blev via en højtaler spillet et fantastisk mantra af en kvinde med en gudesmuk stemme. Et mantra på sanskrit vi måtte synge med på. Det lød altså fantastisk godt med sådan en 12-14 kvinder, der sang sammen i mørket. Wauw. Gåsehud. Lige inden vi for sidste gang blev sluppet ud i den kolde novemberkulde, fik vi besked på af gusmesteren, at nu da det var blevet koldere, skulle vi overveje at forkorte vores dyp i vandet. Lotte sagde drillende i mørket til mig: ”Ja, jeg ved ikke lige, hvordan du vil bære dig an med det”. Lotte havde ret. Jeg måtte bare gøre som de to andre gange. Altså hoppe i lagunen som en Blå Medova thepose: hurtigt i og allerhelvedes hurtigt op igen! Som sagt så gjort. Jeg syntes stadigvæk, at det var tisse koldt, men jeg kunne godt mærke dér tredje gang, at jeg ikke panikkede helt på samme voldsomme måde, som første gang. Skøn oplevelse midt i alt det sorte grumme vand.

Ak ja, det var om min aften i den store sorte gryde. Bagefter var det i tøjet, direkte hjem og i seng uden bad, for så ville kroppen få mere ud af alt det mudder og saltskrubbe, sagde Pia. Det var faktisk supersjovt, hyggeligt og det smager af mere. Jeg ved ikke, om jeg på sigt kan blive en vinterbader, men jeg er i hvert fald altid frisk på at udfordre mig selv. Så? Nogen der vil med en tur? Man får som bonus en fantastisk lækker hud af det, kan jeg hilse at sige.

Kan man være for fedterøvsagtig på egne vegne? Have pungen for langt nede i lommen? I jagten på at spare en hund eller tre?

Forrige weekend skulle jeg til et løb i Silkeborg. Jeg var i 11. time nødsaget til at tage af sted alene. Jeg var først lidt i tvivl, om jeg så overhovedet ville tage af sted. Både fordi det ville være lidt kedeligt ikke at have nogen at dele oplevelsen med, men også fordi jeg pludselig ville være ene om at betale for transporten. Det koster jo voldsomt dyrt i disse tider.

Jeg besluttede mig for, at jeg kunne sagtens tage på eventyr alene, og hvis jeg fulgte eksperterne fra Luksusfældens råd om at spare på køb af Starbucks Cafe Latte de næste 33 gange, så skulle det nok gå. Udfordringen for mig ville så blot være, at jeg aldrig køber Cafe Latte. Jeg køber Cappuccino! Ej, det er så løgn. Min vej går yderst sjældent forbi en café. Men jeg besluttede mig i hvert fald for, at selvfølgelig skulle jeg afsted.

Jeg ville gerne finde et overnatningssted tæt på start/mållinjen for løbet (Julsø Ultra). Jeg skulle allerede indfinde mig morgenen efter ved nummerudleveringen fra kl. 06.15, og klokken 07 ville starten gå. Så ikke noget med at bo for langt væk, så jeg skulle stresse over transport, og hvor jeg ville kunne parkere.

Men, hvor meget ville jeg ofre for en enkelt nat? Ikke meget, ærlig talt. Jeg ville ankomme til Silkeborg ved 18-19 tiden, sove senest kl. 22 og jeg skulle allerede tjekke ud igen kl. 06. Ikke nogen mulighed for at kunne nyde et hotels store og lækre morgenbuffet med lune croissanter, friskpresset juice eller spise kolde hårdkogte æg med en ske. Det skulle være et sted med egen elkedel og et lille køleskab til min medbragte mad.

Jeg fandt frem til Gudenåens Camping Silkeborg. Den lå maks 400 meter hvorfra starten på lørdagens strabadser ville finde sted. Genialt. Jeg besluttede mig for at booke deres mini-hytte. Der var både veranda, elkedel og køleskab, men ikke nogen rindende vand og toilet. Det var til gengæld billigt. Super. Flueben ved det. Derefter fik jeg booket en færgebillet fra Sj. Odden til Århus i kategorien ”lille bitte bil” til min lille bitte Citroën C1. Så kunne Silkeborg bare komme an. Jeg var klar. Afsted med mig.

Jeg ankom en solbeskinnet fredag aften til campingpladsen og fik udleveret min nøgle til hytten. Aftalen med det søde værtspar blev, at jeg kunne godt selv overskue at gøre rent efter mig. Alternativet var, at de ville gøre det for 500 kr.! Ohe no no. Jeg gør det selv tak. Jeg måtte gerne parkere min bil ved hytten, og lade nøglen blive i hyttedøren ved udtjekning. Fornemt. Det tegnede godt, det Projekt Overnatning.

Jeg skal da hilse at sige, at det var et sjovt syn at se min lille bitte bil holde parkeret ved den lillebitte mini-hytte, som viste sig at være på størrelse med et legehus. 10m2. Det var som beskrevet en veranda, hvor det stod et lille cafebord, hvor der dog ville være en kende trængt om. Men det var tag over hovedet, og jeg fik med et smil om læberne låst mig ind i mit midlertidige hobit-domicil.

Efter at have båret min mad, dyne og løbegrej indenfor, gik jeg mig en tur i det dejlige vejr. Der var så smukt, og jeg klappede lidt selvfedt mig selv på skulderen over, at jeg var taget afsted. Tilbage i hytten skulle der nu lægges en plan for aftensmaden. For hvordan skulle jeg få varmet min hjemmelavet kyllingeret? Det viste sig, at det kunne jeg ovre i en fjerntliggende bygning, hvor jeg også senere kunne vaske op. Og hente vand til min morgenkaffe og drikkedunkene til løbeturen. Og jeg skulle jo også sørge for, at der var vand nok til at gøre rent efter mig næste morgen. Puha. Svær planlægningen en fredag aften oven på ugens stress og jag og ikke mindst køreturen, men som så meget andet blev også dette løst. Ikke mindst ud fra konceptet, at hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene …

Mad spist, service vasket af, sengen redt, vand på elkedlen klar til at koge til morgenkaffe og afvask af køkkenbord og 1m2 gulv – og nu tid til at slappe lidt af på briksen. Det var ved at blive mørkt udenfor, men jeg havde da heldigvis et par små væglamper, jeg kunne gøre brug af. Den ene virkede fint. Aaaarh, nu skulle jeg tisse! Måske jeg kunne trække den lidt? Hvis jeg lagde mig lidt på siden? Nej? Tilbage til bygningen, hvor også toiletterne var. Det var blevet temmelig køligt nu. Charmen ved mit valg af overnatning var så småt ved at fordampe, men jeg prøvede at holde humøret oppe: ”Du plejer da at være vild med teltferie Mette”. Yah right!

Efter endnu en tur i bygningen for at børste tænder, blev det tid til at lægge sig til at sove. Jeg havde opdaget, at der var en lille el-radiator, som jeg tændte for. Jeg valgte dog at beholde T-shirt, joggingbukser og strømper på. Det var trods alt kun sidst i april måned. Klokken 04 vågnede jeg ved, at jeg frøs. Jeg prøvede sammen med min dyne at rulle os til en rullepølse. Oj, det var koldt. En sølle plusgrad udenfor. Og nu skulle jeg også tisse. Igen. På med jakke, hen ad grusvejen i den rå morgendis og over i den forbandende bygning. Tisse. Tilbage i det kolde dukkehus, hvor jeg slukøret måtte konstatere, at radiatoren stod på maksimal. Der var ikke mere varme at presse ud af den. Øv. Jeg havde ikke mere tøj, jeg kunne tage på. Tiden frem til kl. 05, hvor vækkeuret gav besked om, at nu var det nu, var en kold tid.

Endelig. Det var tid. Op. Det hjalp med en varm kop kaffe, men det var ikke sjovt at skulle skifte til koldt løbetøj, spise min morgenmad, pakke bil og vaske gulv. Det foregik med blå næse og stive tæer. Oj hvor jeg frøs. Det var dog herligt, at der kun var 400 meter at gå over til start, men det fik jeg ikke ligefrem varmen af. Det hjalp dog gevaldigt på temperaturen, da startskuddet gik! Efter endt løb havde jeg af det søde værtspar fået lov til at tage mig et brusebad inden afgang mod Jyllinge. I bygningen hvorfra livet på campingpladsen tilsyneladende foregik. Heldigt at jeg havde en gammeldags femkronemønt at smide i automaten ved bruseren, for ellers havde jeg ikke fået for fire minutters varme vandstråler. Ingen klager på det. Altså de varme vandstråler.

Næste gang så vælger jeg altså et hotel. Med indlagt varme, vand og ikke mindst træk og slip. Jeg vil stikke hånden dybt i lommen efter den pung og gladeligt betale det mere – og blæse på at jeg går glip af luksus morgenmaden. En er vel blevet voksen og har ret til lidt komfortabelt overnatning? Lige præcis Mette. Sådan MÅ det være. Sådan SKAL det være. Nemlig! Altså … måske …

"Jeg gør aldrig mere. Ikke igen! Ej. Dette bliver mit sidste meget lange løb. Så kan jeg vinge den af. Jeg har gjort det. Prøvet det. Og det er ligesom det. Ja, sådan må det være”.

Det var mig, der tilbage i september 2021 løb rundt i klitterne i Nordjylland og tænkte en masse tanker. Jeg havde god tid til det, så jeg kom vidt omkring i tankekasserne. Jeg var tidligere på dagen, sammen med en flok andre løbetosser, blevet transporteret 70 km nordpå i bus fra Agger til Bulbjerg. Vi skulle deltage i Cold Hawaii Ultra på 50 miles/80 km. Vi havde alle siddet trætte, tavse og lettere spændt på dagens kommende strabadser. Den eneste aktivitet på busturen var turen til toilettet, hvorfra hver besøgende håbede på, at morgenens første kop stærke kaffe ville virke. Så der ville blive meldt udsolgt på den konto.

Endelig ankom vi til Bulbjerg. Det var mørkt, koldt og meget blæsende. Vi fik hver især rigget os til med væskerygsæk, løbsnummer på maven og pandelygte fæstet rundt om hovedet. Der var så her, at det til min skræk gik op for mig, at min dumme pandelygte ikke havde så meget kraft i sig … Ja ja, jeg er en total amatør! F…@ Det var der så ikke så meget at gøre ved på det tidspunkt. Nu gjaldt det om at høre efter i timen. 

Løbsarrangøren Simon Grimstrup sagde noget a la: ”Her på toppen af Bulbjerg går starten. I starter ved bommen på den anden side af P-pladsen, hvor en bred græssti bringer jer ud i Lild Klit. Ruten følger den gamle Redningsvej (markeret med en lille hvid redningsbåd på grønmalede skilte) det næste lange stykke. Sporet fortsætter ca. 4 km før I rammer Lild Strand: I fortsætter lige igennem fiskerlandsbyen på asfalt et par hundrede meter og tilbage ud i terrænet. Langs Lild Klitplantage og Madsbøl Plantage fortsætter I ca. 10 km af det gamle hjulspor, og her kan I virkeligt mærke, at I er i Danmarks ødemark med udsyn til smukke klitter og fantastisk klitplantage. Terrænet er en lille smule kuperet, men ellers forholdsvist letløbet. Der er ikke så meget at være i tvivl om: I skal lige ud! God tur” *.

Tik tak! Klokken slog 06.00, fløjten lød, og så var det ellers bare at sætte den ene fod foran den anden ned langs Vestkysten til jeg ramte målstregen ved Vesterhavshytten i Agger. Det skulle vise sig at være en begivenhed på 10½ time. Det var til at starte med bælgravende mørkt, og tro mig; En klitplantage i Nordjylland var et meget træls sted at løbe uden funktionsdygtig pandelygte. Jeg fulgte i starten de andres lysspor, men det varede ikke ret længe før end vi blev spredt ud til en lang og sparsom perlesnor. Så var jeg helt alene i verden. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg måtte føle med fødderne. Men tiden var som så ofte min bedste ven, og langsomt kom solen frem, og så blev alt godt. Eller … så kunne jeg da i det mindste se, hvor jeg løb. Puha.

De første 25 km gik direkte mod vest, i modvind. Der var sol, bevares, men det var så hårdt at løbe med vestenvinden direkte ind i smasken på mig. Jeg bliver aldrig gode venner med modvind. Men efter depot i Hanstholm drejede jeg heldigvis sydpå og ned mod Klitmøller. Nu blev vinden mere human, og jeg kunne glæde mig over, at jeg i Klitmøller ville være halvvejs. Til min store overraskelse overhalede jeg på min vej til min navnesøster tre af løberne. Og nej, jeg kan ikke prale af at være en hurtigløber. De havde nok bare en af de dage, hvor kroppen ikke gad leger med. 

Jeg nuppede en tår cola og en blok banan. Videre ud over klitterne, gennem markerne, ned på stranden. Det gik egentlig fint, bortset fra at min venstre storetå var begyndt at brokke sig. Jeg kunne mærke en gigantisk vabel. Til sidst kunne jeg ikke ignorere den længere. Jeg måtte sætte mig på en oliedunk, jeg fandt på stranden, hive sko og sur sok af, børste det værste sand af den moste tå og vikle den ind i englehud fra apoteket. Det gik så fint. Den største udfordring var at få sok og sko på igen. Det kostede mig en masse tid, men det var besværet værd. Ingen smerter fra tåen længere. Alle andre steder værkede, men ikke den! Fint. Videre med mig. 

Jeg ramte kort tid efter endnu et depot. Herefter blev jeg desværre lidt væk i sandklitterne. Et par ruteflag var blevet fjernet. Jeg brugte nok et kvarters tid på at finde hoved og hale i det hele. Det var omkring de 57 km, og så tænker man (jeg) ikke så klart længere. Det betød, at én af gutterne, som jeg tidligere havde overhalet, nu indhentede mig. Det var en tysker, der havde løbet turen før og kendte ruten. Ham fulgtes jeg med hen ad Stenbjerg Strand. Føj siger jeg bare! Altså til den ca. 1o km lange strand. Han var super sød, og det var så dejligt at tale med et menneske efter flere timer alene. Jeg efterlod ham dog til sin egen skæbne, da vi atter skulle kravle op i klitterne og ind i en plantage. Videre det gik ud på redningsveje, klitlandskaber, grusveje, hjulspor, flere redningsveje. Op, ned, hen. Igen og igen. Men jeg var atter alene. Det ændrede sig ikke. Der var masse af tid til at tænke, mens jeg kæmpede med at sætte den ene fod foran den anden. Jeg kom dog langsomt tættere og tættere på Agger.

Jeg var ved at være godt træt nu. Ej! Ærlig talt … Det var jo løgn! Jeg var fuldstændig bombet, men det var noget, jeg prøvede ikke at bruge for meget krudt på. Jeg lagde til gengæld mærke til et par løbere foran mig. Jeg kom tættere og tættere på de to unge mænd. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg skulle lægge mig på ”hjul/sko” efter dem, og bruge dem til at trække mig. Hmm …? Stooor beslutning! Men jeg kunne fornemme, at de var en kende mere trætte end mig. Så jeg smilede, vinkede og løb til sidst forbi dem. Videre med mig.

Så løb jeg et godt stykke tid efter en kvinde. Ud gennem klitterne. Hun gjorde som de fleste af os andre: løb, gik, løb, gik. Vi var på vej til rutens sidste depot. Her fik jeg indhentet hende. Kirsten fandt jeg ud af, at hun hedder. En sød jævnaldrende kvinde fra Ry. Vi fulgtes ad et lille stykke vej, men hun døjede lidt med sin lænd, hvilket gjorde at hun måtte gå lidt længere end jeg lige havde behov for. Jeg løb videre. Nu skriver jeg godt nok, at jeg løb. På det tidspunkt var alt delt op i meget små målbare bidder: ”Nu løber du hen til den busk, så går du lidt, og så løber du videre hen til den sten, og så må du gå lidt igen”. Det var ikke kønt, men det havde et eneste formål: At få mig til Agger!

Og ”pludselig” skulle jeg dreje til højre ad en 1½ km lang grusvej, der førte direkte ud til Vesterhavet. Grusvejen endte i et slags T-kryds, hvori jeg skulle svinge løbeskoene til venstre ad en forstærket strandvej af beton. Og der! Lige dér, halleluuuuja, 2½ km ned ad den tilsandet vej: Der var Vesterhavshytten i Agger. Hvor den famøse målstreg ventede på mig. Det var meget miksede følelser og tanker, der gik gennem mig det sidste seje stykke. Glæde, stolthed, lettelse og en hel del: ”Du gør det ikke igen! Dette bliver dit sidste sindssyge lange løb. Du har bevist over for dig selv, at du kan gennemføre. Du har gjort det. Prøvet det. Slut”.

Det var en fantastisk forløsning over højtaleren at høre Simon byde mig velkommen. Jeg fandt lige de sidste dråber saft og kraft tilbage i mig og løb glad og storsmilende hen over målstregen: ”Og her har vi Mette Klitmøøøøøøøøøøller. Giv hende en hånd”. Jeg var sååå gennemsyret af glæde, og ... vent … hør? … Sagde han noget med, at jeg blev nummer 2? Af kvinderne? Ja! Jeg blev fileme nummer to kvinde, altså godt nok kun ud af fire, men alligevel. Nr. 2! Hold nu op. Jeg fik medalje i form af en lille bitte flaske med vesterhavssand, klap på skulderen og jeg fik gaver. En hue, en taske, en Thyøl og … en voucher til et nyt ultraløb! Det som jeg gentagende gange havde sagt til mig selv, at jeg ikke længere skulle gøre mig i. Hmm … Den kunne vel foræres væk?

Men … så fik jeg mig et bad, lidt at spise og en god nattesøvn og – så gik tiden. Og jeg gav jo ikke den voucher væk, vel! Den har jeg indløst. Nu på lørdag prøver jeg så endnu engang kræfter med et ultraløb. Julsø Ultra 50 miles All Inclusive - Ud i skoven, rundt om søen over bakken. Omkring 84 km ved Silkeborg. 2100 højdemeter. Her vil arrangøren Simon endnu engang tage imod os klokken tidlig morgen og sende os godt afsted på en ny omgang oplevelser ud i den jyske natur. Ak ja, man skal aldrig sige aldrig! Men ... det kommer jeg jo nok til ... igen!

*Lånt fra www.ultrathy.dk

”Ønsker I at tilkøbe vores vinmenu til aftens menu? Man kan også vælge en med fadøl? Og så er der natsuppe inkluderet!” Uha, den var svær. Men … lad os da bare få tre med vin og så øl til de sidste to.

Jeg var sammen med min kæreste Charlie, hans søster Malene, deres bror Jesper og svigerinde Dorte. Vi havde indlogeret os på Rudbøl Grænsekro en lørdag aften den allersidste dag i august. Vi var alle eksklusive medlemmer af en bande, der blev stiftet en aften tilbage i start 2021. I en tid hvor man ingen ting kunne eller måtte – og hvor ens drømmeevner var ud over det sædvanlige. Ting der før hen havde været helt utænkeligt at kaste sig ud i – i hvert fald for mit vedkommende – ja, det kunne pludselig lade sig gøre. Og virkede oven i købet helt vildt hyggeligt! En kold januardag blev der givet visuelt håndtryk på stiftelsen af Cykelbanden, og at vi til efteråret 2021 skulle bruge en uge på at cykle fra Rudbøl til Skagen. Sølle 560 km nordpå ad Vestkystruten nr. 1.

Jeg havde ellers altid forsvoret, at jeg ALDRIG skulle på cykelferie. Aldrig! Hvem pokker gad okse rundt på en jernhest med oppakning? Ærlig talt? Nå …men klip til mig, der med stor iver søgte på nettet om hvordan man skulle gøre. Altså ud over at træde i pedalerne. For der skulle jo cykeltasker til. Hvor store skulle de være, og hvad skulle pakkes med? Jeg skulle jo selv slæbe på det. Så var det det med de dæk. Dæk var ikke bare dæk, fandt jeg ud af. Næ nej. Gravel dæk var godt. Det blev indkøbt. Det samme gjorde to par cykelbukser. Et vennepar til Malene havde taget turen et par år tidligere, og de delte gavmildt ud med deres erfaringer samt fif til overnatningssteder. Tak, den plan kopierer vi. Malene påtog sig den store opgave at booke senge til os. Der var også en app over ruten, som både Malene og Jesper downloadede fra www.vestkystruten.dk. Den var til stor hjælp.

Og nu sad vi endelig her. På Rudbøl Grænsekor, som der stod på postkassen ved hoveddøren. Åhe gud, bare vi ikke skulle synge? Vi sad bænket om hviddugsdækket borde sammen med et masse andre modne par. Krofatter serverede treretters menu for os mens Michael sang og spillede på sit orgel. Det havde han gjort hver lørdag siden 1993. Han var overraskende god. Bevares, han havde godt nok også øvet sig længe! Michael fik det til at krible så fornøjeligt i os. I dansefødderne. Vi endte med at svinge hinanden rundt igen og igen ud på det lille dansegulv. Nuuuj, hvor vi morede os. Og vi sang. Så var vi ligesom i gang.

Næste morgen begyndte vi den officielle del af cykelturen med tømmermænd. Vi havde nemlig fundet ud af, at man også kunne købe gin … Vi var dog ikke mere dårlige end at turen blev skudt i gang lige efter morgenmaden. Men først fik vi nogle formaninger af Jesper. Han var gruppens cykelmyg. Han var vant til at cykle omkring 250-300 km om ugen. Så han vidste nok noget i forhold til os andre novicer, der fra tid til anden kom i tanke om, at der i skuret stod en cykel til fri afbenyttelse. Altså: Ingen påklædning af cykelbuks ved morgenmaden. Ingen cykelhjelm på ind i butikker. Huske at ligge på hjul, og skiftes til at trække – og så lige en gentagelse: I.N.G.E.N. hjelm på ind i en butik! Jeg kan allerede her røbe, at det med cykelhjelmen var vi flere, der glemte et par gange eller tre. Ups!

Og så lige den allersidste ting inden, at vi satte kursen mod nord. Et foto af os fem oven på ruten, der var malet på asfalten i Rudbøl. Sådan! Klar! Cykel!

1. dag: Rudbøl Grænsekro til Gredstedbro Kro – 80 km

Dagens plan: Cykle 55 km til Ribe, spise frokost på torvet, og så ville der være sølle 11 km til vores overnatning. Bred enighed om, at det var en blid start. Ja tak. Vi cyklede langs diget på meget blandet underlag; på grusveje, hen over stabilt grus, cykelstier, lidt asfalt, overgange med færiste og blandt græssende får. Flad som en pandekage var ruten og med modvind. Nå ja, der var noget med vestenvind? Puha, det var faktisk temmelig hårdt. Nogle af os skulle lige blive dus med hvilket gear passede til hvad. Vi så til gengæld ikke en eneste butik, kiosk, vejbod eller kørte igennem noget, der kunne minde om en by. Vi måtte tanke vand ved en kirke. Pauser med rigeligt indtag af Engelsk Vingummi købt i grænsebutikken Fleggaard kunne vi heldigvis selv styre. Vi nåede endelig Ribe efter 66 km. Det var ellers ikke planen? Det med så mange km. Nogen af os havde vist lavet en regnefejl? Vi var skrupsultne. Og drænet for energi. Efter en god frokost kæmpede vi os de sidste 14 km til Gredstedbro. Her blev vi efter vask af cykeltøj i håndvasken og over en omgang pizza fra den lokale grill enige om, at fremadrettet skulle vi disponere lidt bedre over pauserne. Vi skulle jo gerne holde mange dage endnu. Godnat!

2. dag: Gredstedbro Kro til Nymindegab Kro – 94 km

Det blæste stadigvæk ind i smasken på os, men solen stod dagen lang højt på himlen. Halleluja. Dagens første agenda var en kaffepause i Esbjerg. Vi fandt en fantastisk café, hvor den fik gas med iskaffe og kager. Se, det var meget bedre. Trods vores selvudnævnte mærkat som Turboturister, så måtte vi naturligvis have taget fotos af os ved de 9 meter høje skulpturer: Mennesket ved Havet. Vi havde en dag, hvor meget kunne lade sig gøre. Brede smil, godt humør, godt underlag, fantastisk smuk natur og vi var meget bedre til at holde pauser. Charlie blev vores selvudnævnte hilsemaskine. Han vinkede overvældende og råbte muntert til alle på vores vej: ”Hej heeeeej, hej heeeej”. Det kastede masser af smil tilbage til os. På vej til frokostpause på Vejers Strand lå der en mand i grøftekanten og tog fotos af os, da vi komme cyklende. Han præsenterede sig som journalisten Leif. Han var ved at samle materiale til vestkystruten. Om han måtte bruge billederne af os? Jow jow da. Nu var Cykelbanden ophøjet til modeller i turistindustrien. Han anbefalede os en god café. Tak Leif. Det gjorde de 94 km til en acceptabel størrelse. Humøret var højt, da vi efter endt cykeltøjvask kunne sætte os til rette og spise kammuslinger og havkat. Vi havde den flotteste udsigt ud over Nymindegab Strøm. Dorte var dog begyndt at få ond bag sit ene knæ, og jeg havde kriller i halsen. Charlie vist sig at være en eminent pillepusher, idet han var i besiddelse af nogle lyserøde banditter (400 mg Ibuprofen). Fem glade mennesker sagde godnat.

3. dag: Nymindegab Kro til Fjalting Vandrehjem – 94 km

Endnu en lang tur ventede os. Det samme gjorde godt vejr. Og modvind. Meget af turen foregik på grus, og nogle af stierne var bedre end andre. De trak lidt tænder ud, og det gjorde det så ikke bedre, at Dorte og jeg var påbegyndt en lind strøm af henvendelser til manden med pillerne. Men alt var ikke ynk. I Hvide Sande henvendte vi os på turistkontoret. Her havde vores nye ven Leif sørget for, at vi kunne hente et par fantastiske bøger om vestkystruten. Tak Leif. Vi kunne nu læse os frem til, at det blev anbefalet at bruge 12 dage på turen. 12 dage? Øhe … nå … men venneparret gjorde det på syv, så det havde vi også bare valgt! Skidt pyt. Vi var turboturister, der ikke havde det store behov for at være kulturelle. Alt vi ville var at cykle. Vi fandt bagefter en café: kaffetid. Næste step var Thorsminde, hvor vi ville spise en god frokost med kniv og gaffel. Derfra ville der være et kort stykke til overnatningsstedet. Endnu engang havde vi ikke forberedt os ordentligt. Eller jo, det havde vi, men vi kunne ikke rigtig finde ud af at tælle km. Det var derfor en flok meget presset mennesker, der endelig ankom til fiskeribyen. Der lå en grill og en restaurant. Restauranten lokkede med fiskebuffet. Til trods for at døren var åben, så havde den dog ikke åben for kunder lige den dag? En ældre tandløs tjener fortalte os, at de havde en søskenderestaurant længere nede i byen. Vi cyklede derned, men de åbnede først kl. 17! Arg! ”Giv os noget mad. Vi er sååå sultne!” emmede ud af alle vores svedramte porer. Vi cyklede slukøret tilbage til grillen, kapitulerede og købte mad dér. Det var positiv oplevelse. Altså grillens mad. Da den velfortjente fadbamse og stjerneskuddet var væk, delte vi os op i to hold. Vi havde en deadline: kl. 18 skulle vi senest indtjekke os på vandrehjemmet i Fjalting, og kl. 18 ville den lokale købmand lukke. Jesper og Malene skød afsted som en anden Lance Armstrong og hans søster for at nå begge steder. Vi andre tre gjorde det bedste, vi kunne. Vi var en køn trio: knæproblem, ondt i halsen og en hvor grundformen var ved at slippe op. Vi nåede dog det hele: indkvartering, tøjvask til tørre på bøjler og hygge med flade rugbrødsmadder samt Tuborg på dåse og røde piller. Min hals sagde dog nej tak til mad, men Kaptajn Jesper slog i bordet: ”Du SKAL spise. Ellers går du død på cyklen!” Ja chef. Uj, det gjorde niller naller. Halsen.

4. dag: Fjalting Vandrehjem til Stenbjerg Bed & Breakfast – 69 km

Sikke en herlig dag der ventede os. Det var den mest fantastiske cykelsti, der bugtede sig mellem klitterne og forbi Bovbjerg Fyr – og så havde vi medvind på cykelstien og høj sol. Vi måtte stoppe op flere gange for at suge indtrykkene til os. Og for at spise vingummier og tage fotos. Nuuuj, vi var alle mand benovet. Sikke en fantastisk natur Danmark kan byde ind med. Jeg tror ikke, at vores jubelglæde havde noget som helst at gøre med de lyserøde piller, men lidt doping tager man vel aldrig skade af? Ej, seriøst. Der var så flot. På vej op til Thyborøn cyklede vi ud af én lang cykelsti. Man kunne ikke køre forkert, og det gik bare derudad. Godt hjulpet af vinden i ryggen, og så det faktum, at vi havde en færge at nå til Agger. Her havde vi nemlig en frokostaftale hos Dortes moster Lene. Og sikke Lene kunne hygge om os. Vi fik serveret en fiskekagekone, som vi aldrig har set magen før. Og vi måtte ikke køre før end vi havde spist op! Vi evnede dog ikke at spise os igennem alle fem slags fisk, men tæt på. Bagefter var der specielt lavet flødeboller, og alle skulle tage mindst én! Jeg kunne ikke helt leve op til kravene pga. min hals, der bare lavede ballade, men man kan godt spise med ondt i knæet og manglende grundform. Jesper og Malene havde også en fest sammen med kagekonen. Det havde vi alle. Høje på ekstreme mængder omega-3 fedtsyre tog vi den sidste tørn op til Stenbjerg. Her ventede der sig en omgang Bed & Breakfast hos Keld og konen. Der var optaget på hotellet, hvor vi til gengæld fik en lad behandling af tjeneren. Hun gad vist ikke rigtig den dag. Men hos Keld fik vi doneret en omgang Thy bajere og helt ekstreme bløde senge. Det var min værste nat til dato. Jeg havde så ondt i halsen, og Charlie snorkede – og hver gang han vendte sig, så hoppede jeg. Men det var jo ikke Kelds skyld.  

5. dag: Stenbjerg Bed & Breakfast til Hotel Klim Bjerg i Fjerritslev – 88 km

Dagen begyndte med havgus og med min hals, der var helt godnat. Jeg ringede til en læge i Hanstholm, men før end han ville se mig, forlangte han, at jeg skulle bumle 1 time i en bus til Thisted for at få foretaget en PCR test, afvente svar og så komme. Glem det. Jeg måtte holde ud, til jeg kom hjem. Da jeg var færdig med at tude af frustration, og jeg havde fået en krammer af Charlie, pakkede vi taskerne og kørte mod Hanstholm. Sikke en smuk tur. Naturen kom i fokus og smerte og andre uvelkomne issues blev ignoreret så godt, vi evnede. Vi kom bl.a. igennem Cold Hawaii (Klitmøller). Vi var alle glade, og da vi kom til centret i Hanstholm blev der indkøbt ZYX mod smerter i svælg samt Voltaren Forte mod dumme muskler på apoteket, 5 x frokostsandwich til senere – og kaffe og kage hos konditoriet. Vi var nu så forudseende, at det med at finde spisesteder, det var det lidt fedtet med i Jylland. Turen gik så videre til Vorup Strand, Lild Strand og Thorup Strand, hvor nogen fra gruppen håbede på at se Gutterne fra Kutterne. Vi så dem ikke, men vi spiste vores sandwich i Madpakkehuset på fiskerlejet på Lild Strand. Det kan anbefales. Det er en forening, der driver det 42m2 lokale til fri afbenyttelse. Vi sluttede dagen af på et fantastisk dejligt hotel i Klim, hvor alt bare spillede. Ikke nok med store dejlige værelser, så var der masser af varm vand i bruseren, skøn mad og herlig betjening – og så kunne vi også få lov til at hænge vores cykelvasketøj på en rigtig tørresnor. Jabadabadu.

6. dag: Hotel Klim Bjerg i Fjerritslev til Hotel Marinella i Lønstrup – 85 km

Dagen hvor vi skulle tage afsked med Jesper. Han skulle til Århus for at cykle Århus-København. Hvordan pokker skulle vi dog klare den uden vores kaptajn? Han havde gjort sådan et stort stykke arbejde med at afrette os, men han havde andre planer. Ergo måtte vi fire andre forsætte i modvinden mod næste destination. Vejret var høj sol, men underlaget var sejt. Efter nogle hårde km kom vi til Blokhus, hvor vi fandt en restaurant med fiskebuffet. Ja tak. Guffe guffe guffe – og bagefter førte app’en os ud på stranden. Her skulle vi cykle fem km i sandet. Det var specielt. Det var sjovt men også hårdt. Laveste gear og højeste puls. Puha, så var det prøvet. Vi fik os en velfortjent kop kaffe i Løkken. Så manglede der bare 30 km på landevej, men vinden var stadig mod os. Jeg fattede ikke, hvem der ville bo sådan et vindblæst sted, men smukt var der. Endelig ankom vi til hotellet, hvor ejeren var meget stolt af, at vi havde fået tildelt hans luksusværelser. Arg, vi var knap så imponeret. Der var en tung luft af støv på de nedslidte værelser, men sengene var rene, og det var det, der for os var vigtigst. Dette var desuden sidste overnatning for Charlie og jeg, da vi dagen efter skulle flyve hjem til konfirmation.

7. dag: Hotel Marinella i Lønstrup til Skagen – 82 km

Vi vinkede farvel til Dorte og Malene, der måtte sørge for at repræsentere Cykelbanden på sidste destination i Skagen. 82 km blev det til før end de nåede ud på Grenen, hvor de troede, at det var der, at mållinjen var, og foto af ruten skulle tages. De var dog kørt lidt for langt, men hvad betød et par ekstra km for sådan et par stærke kvinder? Ingenting. Senere hyggede de sig med Aperol på Brøndum Hotel – og meddelelsen herefter var censur …

Hvad vi til gengæld ikke vil lægge skjul på er hvor fantastisk en oplevelse, det har været at cykle Vestkystruten. Vi kom alle fem med forskellige forudsætninger og indgangsvinkler, men fælles for os alle var, at vi ville have en på opleveren. Alt gik op i en højere enhed. Ja, vi har døjet lidt med både hals, dårligt knæ, ondt i rumpetten og en grundform, der ikke var, hvad den har været, men ikke på noget som helst tidspunkt overvejede vi at droppe ud. Det har vi simpelthen haft det for herligt til. Vi har grinet, snakket, spist, drukket, vasket og sovet mange forskellige stedet, og vi har nydt at bevæge os gennem naturlandskabet, indhalere den friske havluft og været begejstret over at se hede og klitter, havet, søer, vandløb, får, heste, køer osv. Vi er allerede begyndt at tale om hvor turen skal gå til næste gang.

- Mette, mener du det seriøst, at du kun skal have lidt vand og en banan til kl. 23 depotet? Det er jo ikke meget til de sidste godt 30 km.

- Jamen … jeg har aldrig prøvet at løbe 80 km før? Hvad spiser I to da?

- Kanelgifler, Snøfler, jordbærgrød, saltstænger, måske pandekager. Nogen gange en bolle med smør eller Nutella – og så alt det vi plejer: vingummi, marcipanbrød, sodavand osv. Ved mange ultraløb har de f.eks. vandmelon, appelsin, banan, chips, crackers og nødder, Rynkebysaft, Coca Cola, slik, chokolade, Sun Lolly is, trekantsandwich og kage at vælge imellem.

- Okay, så kan jeg godt fornemme, at en banan lyder af latterlig lidt …

Ovenstående samtale foregik mellem Kristine, Steen og jeg for en uges tid siden. De to havde planlagt et 80 km træningsløb, der skulle begynde fredag den 2. juli kl. 16 i Slagelse. Planen var følgende: løbe 25 km mod Kongskilde, derefter 25 km videre til Næstved og så 30 km retur til McDonalds i Slagelse, hvor målpræmien efter ca. 10 timers løb ville være en jordbærmilkshake. Derfra ville der så været et par km gågang retur til vores biler … Planen var en pace på 6.30-7 minutter pr. km plus to depot, hvilket ville give en tid på 7.15 pr. km.

Åhe jøsses, hvad havde jeg nu fået rodet mig ud i? Endnu et fedt eventyr, håbede jeg.

Fredag eftermiddag i Slagelse

Belæsset med 2 kg tung løberygsæk bestående af proviant, pandelampe og en pakke kleenex ankom jeg i silende regn hos Steen i Slagelse. Nu skulle jeg teste min udholdenhed. Sommerfuglene i maven blafrede. De var fedtet godt ind i den dobbelt Daim, jeg impulsivt havde købt på en tank. Bevares, jeg var med på, at der findes masser af mennesker, der har løbet meget længere end 80 km, men alt er jo relativt. 80 km for mig er langt. Meget langt. Og lidt skørt.

Vi vinkede farvel til Steens kone Laila, der ville være vores først depotmand i Kongskilde. Det regnede forsat, men det var okay. Vi lagde ud med at løbe på Fodsporet. En fantastisk smuk 48 km lang naturcykelsti. Vi havde dog ikke løbet mere end en tre km, da jeg kunne mærke, at jeg blev dårlig. Jeg skal spare på detaljerne, men hvis jeg siger ondt i maven og kvalme, så … ”Jeg finder lige en busk og kommer efter jer” måtte jeg pinagtigt bekendtgøre. Fint. Alt var atter godt – indtil et par km længere henne. ”Jeg finder lige en busk og kommer efter jer”. Hele fem gange skulle jeg ende op med at hoppe i busken inden for de første 20 km! Nuuuj, jeg havde det dårligt. Jeg tænkte, at det måtte være den Daim, der lavede ballade? Der var pludselig meget langt op til 80 km, syntes jeg nok. Jeg var mat i de våde løbesko. Og det regnede uanfægtet videre.

Vi ankom til første depot efter 25 km. Jeg prøvede lidt af de andres Coca-Cola. Det hjalp, og det blev for mit vedkommende slut med at spejde efter buske. Så fantastisk og jeg kunne mærke, at jeg atter var fit for fight. Nu skulle de 80 km bare i hus. Da de to andre havde onduleret Gifler, Snøfler, marcipanbrød og en masse sodavand, var det tid til at fortsætte. Vi løb i skove, i trampespor og på landeveje alt mens det bare stod ned i stænger. Vi var gennemblødte, og vores sko lavede svuppelyde. ”Pludselig” var vi fremme ved 40 km, hvor ny depotmand, Preben, stod klar med lidt at drikke. Ja tak. Et glas Coca-Cola fik jeg tilsmudsket mig. Regnen holdt op. Halleluja. Det bliver en god dag, det her!

De næste 10 km kørte Preben foran os som en anden fantastisk følgebil. Fortsat i tørvejr. Vi så en masse harer, og lige foran ham og jeg krydsede et råvildt med sine to kid. Så fantastisk. Min lænd var begyndt at værke, da jeg har en tendens til at falde sammen, når der ikke er gas i skoene. Det var allerede omkring de 30 km. Jeg gjorde det, at jeg løb foran de andre, og så powerwalkede jeg til, at de indhentede mig. Så løb jeg igen, og sådan forsatte det de 50 km ud af 82! Det var bedre for lænden, kunne jeg mærke, at jeg løb lidt hurtigere, og det var okay at gå stærkt. Hvad der virkede, måtte gøres.

Vi nåede endelig depot nummer to efter 50 km. Preben diskede op med alt det, vi havde bestilt. Idet vi landede ved hans bil, begyndte det atter at regne. Voldsomt – og det fortsatte såmænd resten af turen. Men nu var der kun 30 km hjem. På med pandelamperne og så atter ud på Fodsporet. Det var mørkt nu. Det var en kold fornøjelse. Vi havde skiftevis mod- og sidevind, og regnen stod os direkte i ansigterne. Jeg havde jo mit projekt ”løb/powerwalk” kørende, men hold nu op hvor jeg frøs. Vi havde været pivvåde fra start af, og vinden var grum. Kristine og Steen var begyndt at hænge lidt i bremsen, da de begge var trætte, så jeg kom til at gå i længere tid end godt var. Jeg blev så kold.

Til gengæld nåede jeg at se en masse dyr efter at mørket totalt havde indhyllet os på Fodsporet, og pandelamperne var kommer i brug. Flagermus, to tudser, et par pindsvin, en markmus, en skovmår, og et hav af råvildt. Et par stykker sprang frem over vejen foran mig, og så var der virkelig mange sæt øjne ude i markerne. Èn af dem var max 3 m fra mig. Den lå helt stille med sine store ører på overarbejde og kikkede på mig. Fascinerende.

De sidste 20 km var til gengæld ikke spor af fascinerende. Det skulle bare overstås. Puha. Det var nogle meget lange km. Længere end normalt er jeg sikker på. Preben løb os i møde. Imponerende at han gad begive sig ud i natteregnen, men det gjorde han. Vi mødes 10 km før mål. Agendaen blev, at han løb resten af vejen sammen med Kristine, og så løb Steen og jeg i forvejen. Vi nåede lige akkurat McDonalds 15 minutter før lukketid. De andre kunder gjorde store øjne, da to meget våde mus klokken nat trådte ind med beskidte sko, løbevest og pandelamper for at bestille milkshakes, burgere og en kaffe til mig. Det passede med, at bestillingen var klar, da de to andre ankom. Perfekt. Man skulle spise udenfor, så min cheeseburger blev indtaget kl. 03 i silende regn. Preben hentede imens sin bil og kørte os retur til vores biler. Ikke mere regn til os – men vi havde vist også opbrugt kvoten, idet vi havde haft regn i 65 km ud af 80! Preben var fantastisk.

Jeg overvejede i nat aldrig at stoppe, at give op eller fortryde, men jeg nåede ærlig talt flere gange at tænke ”Hvorfor Mette? Hvorfor?” Svaret kom aldrig til mig. Jeg ved det stadigvæk ikke. Måske fordi jeg kun har sovet tre timer? Men jeg er stolt over, at jeg gjorde det, og taknemmelig over at min krop ville lege med. Dagen derpå ser man jo på alt med andre øjne. For det var faktisk en kanon tur, og ja, jeg mente det tilsyneladende seriøst, da jeg sagde, at jeg kun skulle have lidt vand og en banan kl. 23. Det, og så undervejs to Snøfler, en müslibar og en cheeseburger.