Jeg var for et par år siden til en havefest - i Nordsjælland et sted. Jeg stod sammen med et par kvinder, hvoraf den ene havde tre små og fantastik bedårende piger med. De var alle tre ens klædt
i fine kjoler, og de vakte i den grad opsigt. Det var tydeligt, at det ikke var kvindens biologiske afkom. Ja, ikke fordi hun ikke selv var køn, bevares, men de tre søstre var - til forskel fra deres nordisk udseende mor - meget mørke
i både hud og hår. Kvinden fortalte stolt om pigerne, at de var adopteret og var biologiske søstre. Jeg mener at huske, at de var fra Colombia.
Den anden kvinde
i vores selskab, Maria, gik så i gang med at berette om, at hun også var adopteret, og man kunne tydeligvis se, at hun var fra Korea. Snakken gik derefter lidt på den udfordring, der er i at være født i et andet land, med en
anden arv, kultur og ikke mindst kulør - og nu skulle vokse op i Danmark.
Det blev min tur til at byde ind i samtalen, og jeg kunne fortælle, at også jeg
er adopteret. At det havde været en positiv oplevelse for mig, ikke spor traumatisk (af hvad jeg husker af) osv. De to kvinder kikkede nysgerrigt på mig. ”Jaaa?” - og ville mægtig gerne vide mere om mig. Bl.a. hvorfra
i verden, jeg så kommer? ”Mig?” svarede jeg og nikkede lidt med hovedet i sydlig retning ”Nåååe ... jamen ... jeg er nede fra Køge a …”