Er man en bande, hvis der kun er to medlemmer? To aktive medlemmer vel at mærke? Nå, men jeg hilste på dem i dag. Da jeg bakkede bilen ud, sad der lige uden for min indkørsel to gamle mennesker og
hvilede sig på hver deres rollator. Ansigterne vendt mod den varme efterårssol. De så simpelthen så søde og rare ud. Manden var i fuld sving med at tørre snudeskaftet tørt med sit hvide lommetørklæde,
men det skulle ikke afholde dem begge fra at give mig store smil alt mens de vinkede. ”Ohe, hvor de er kære”, tænkte jeg, da jeg kørte videre ud i Jyllinges pulserende provinsliv. Jeg fik dog lige et lille nasty stik
af mistænksomhed. Ja, én har vel i tidernes morgen set ”Støvsugerbanden”. Det var også kære gamle mennesker, men de var tyveknægte, var de. Mon mine to medlemmer også var det? Var det mon i virkeligheden
to stjælende ninjaer forklædt i alderdomstøj? Ej, selvfølgelig var de ikke det. De var blot to modne oldekoller, der var ude at nyde en af de sidste solskinsdage i oktober måned. Jeg vil også være medlem af Rollatorbanden,
når jeg engang bliver gammel.
Copyright © 2013-2016 Mig og mit