-Skat, gider du lige skrue lidt op?
-Skaaaat?
-Hallo? Skat?
-Du sidder med fjernbetjeningen.
Er du ikke sød at skrue op?
-H.A.A.A.A..L.L.O.O.O.O.O.O?
Ovenstående monolog blev fremført af mig.
Jeg prøvede ihærdigt at fange min kærestes opmærksomhed, men det var godt nok svært. Endelig fik jeg hul igennem.
-Øhhh? Hvad? sagde
han og kikkede forvirret på mig.
-Du hører bare ingenting! Jeg spørger, om du er sød at skrue lidt op for TV’et?
-Det er da dig, der ikke
kan høre! Det er allerede sindssygt højt.
- Nej, det er da ej.
-Jo. Det er højt.
Det var bestemt ikke første gang, at vi havde denne tvist. Og vi kunne nok have siddet endnu og konkurreret om, hvem af os, der hører bedst, hvis det ikke var fordi, at jeg havde fået nok. Jeg bestilte fluks 2 x høretest.
Èn til hver. Nu skulle jeg nok vise ham, at det var ham, der ikke kunne høre en disse. Ha! Min kæreste tog udfordringen op.
Men … måske han havde
ret? Var jeg så småt ved at blive stokdøv? Hmm … Det havde måske været længe undervejs? Jeg kom i tanke om en sjov episode for en del år tilbage. Vi var just ankommet til en julefrokost hos min kærestes
ungdomskammerater, som han ikke havde set et års tid. Vi var i gang med at hilse på de forskellige, og nu stod vi foran Pede, en af gutterne.
Min kæreste komplimenterede
Pede for, at han havde tabt sig. ”Ja”, sagde Pede. ”Jeg har tabt mig en ti kg, så nu er jeg nede på 100. Men jeg skal heller ikke være tyndere!”
Nysgerrigheden gik nu på, hvordan han dog havde tabt sig de mange kg?
”Dem har jeg klippet væk”, svarede Pede,
mens han skovlede chips i svælget. Eller, det synes jeg i hvert fald, at han svarede. Jeg så straks indre billeder af den fiktive kirurg Dr. McDreamy fra Greys Hvide Verden. Han var i gang med skalpellen. Min billedstimmel af den lækre læge
blev dog straks forstyrret af min kæreste, der spurgte Pede, om hun var med?
”Hun?” tænkte jeg forvirret. Jeg fattede, at jeg nok havde
hørt noget forkert, så jeg måtte lige lave en høretragt med min højre hånd på bedste fru Fernando Møghe vis: ”A hvad siger han skat?”
”Han siger, at han har kneppet dem væk!”, var det nøgternt svar.
Ohe …
Joooo, jeg måtte nok erkende, at jeg skulle muligvis til at investere i et høreapparat.
En uges tid efter vores
seneste ”du hører dårligere end jeg gør” kamp, var vi begge til høretest. Jeg sad spændt der på konsultationsstolen med dutter i ørerne og skulle trykke på en knap hver gang, at jeg kunne høre
en tone. Lige som dengang man var til skolesygeplejersken. Dengang foregik det altid frysende i undertøj, da man ved samme lejlighed blev vejet og målt. Jeg fik denne gang heldigvis lov til at beholde mit tøj på. Høje og lave
toner væltede nu i et væld ind i øregangene: Tryk, tryk, tryk – hov – var det en lyd? Eller … vent … ny tone … veeent … ny tone … satans …
Endelig færdig!
Dommen blev overraskende god for os begge. Vi kan hører! Ingen høreapparater til os. Endnu. Min kæreste
mener dog, at han kan rende med håneretten. Hans resultat var en my bedre end min! Det er bare træls. Altså for mig. Men nu er jeg jo et godt menneske, så jeg glæder mig naturligvis på hans vegne … host! Den meget
diplomatiske audiolog mente, at grunden til ønsket om vulgær høj volume på TV’et handler om, at jeg er træt i hovedet, når vi rammer sidst på dagen. For min kærestes vedkommende er det nok mere et spørgsmål
om selektiv hørelse … sagde audiologen. Suk. Det forstå jeg ikke? Hvem gider ikke høre på mig? Nå nå!
Selvom udfaldet af testene er
super gode, så fornemmer jeg, at vi ikke er færdige med at krydre aftenkaffen med: ”Halloooooo? Kan du høre mig?”