Min blog

-Skat, gider du lige skrue lidt op?

-Skaaaat?

-Hallo? Skat?

-Du sidder med fjernbetjeningen. Er du ikke sød at skrue op?

-H.A.A.A.A..L.L.O.O.O.O.O.O?

Ovenstående monolog blev fremført af mig. Jeg prøvede ihærdigt at fange min kærestes opmærksomhed, men det var godt nok svært. Endelig fik jeg hul igennem.

-Øhhh? Hvad? sagde han og kikkede forvirret på mig.

-Du hører bare ingenting! Jeg spørger, om du er sød at skrue lidt op for TV’et?

-Det er da dig, der ikke kan høre! Det er allerede sindssygt højt.

- Nej, det er da ej.

-Jo. Det er højt.

Det var bestemt ikke første gang, at vi havde denne tvist. Og vi kunne nok have siddet endnu og konkurreret om, hvem af os, der hører bedst, hvis det ikke var fordi, at jeg havde fået nok. Jeg bestilte fluks 2 x høretest. Èn til hver. Nu skulle jeg nok vise ham, at det var ham, der ikke kunne høre en disse. Ha! Min kæreste tog udfordringen op.

Men … måske han havde ret? Var jeg så småt ved at blive stokdøv? Hmm … Det havde måske været længe undervejs? Jeg kom i tanke om en sjov episode for en del år tilbage. Vi var just ankommet til en julefrokost hos min kærestes ungdomskammerater, som han ikke havde set et års tid. Vi var i gang med at hilse på de forskellige, og nu stod vi foran Pede, en af gutterne.

Min kæreste komplimenterede Pede for, at han havde tabt sig. ”Ja”, sagde Pede. ”Jeg har tabt mig en ti kg, så nu er jeg nede på 100. Men jeg skal heller ikke være tyndere!”

Nysgerrigheden gik nu på, hvordan han dog havde tabt sig de mange kg? 

”Dem har jeg klippet væk”, svarede Pede, mens han skovlede chips i svælget. Eller, det synes jeg i hvert fald, at han svarede. Jeg så straks indre billeder af den fiktive kirurg Dr. McDreamy fra Greys Hvide Verden. Han var i gang med skalpellen. Min billedstimmel af den lækre læge blev dog straks forstyrret af min kæreste, der spurgte Pede, om hun var med? 

”Hun?” tænkte jeg forvirret. Jeg fattede, at jeg nok havde hørt noget forkert, så jeg måtte lige lave en høretragt med min højre hånd på bedste fru Fernando Møghe vis: ”A hvad siger han skat?” 

”Han siger, at han har kneppet dem væk!”, var det nøgternt svar.

Ohe …

Joooo, jeg måtte nok erkende, at jeg skulle muligvis til at investere i et høreapparat.

En uges tid efter vores seneste ”du hører dårligere end jeg gør” kamp, var vi begge til høretest. Jeg sad spændt der på konsultationsstolen med dutter i ørerne og skulle trykke på en knap hver gang, at jeg kunne høre en tone. Lige som dengang man var til skolesygeplejersken. Dengang foregik det altid frysende i undertøj, da man ved samme lejlighed blev vejet og målt. Jeg fik denne gang heldigvis lov til at beholde mit tøj på. Høje og lave toner væltede nu i et væld ind i øregangene: Tryk, tryk, tryk – hov – var det en lyd? Eller … vent … ny tone … veeent … ny tone … satans …

Endelig færdig!

Dommen blev overraskende god for os begge. Vi kan hører! Ingen høreapparater til os. Endnu. Min kæreste mener dog, at han kan rende med håneretten. Hans resultat var en my bedre end min! Det er bare træls. Altså for mig. Men nu er jeg jo et godt menneske, så jeg glæder mig naturligvis på hans vegne … host! Den meget diplomatiske audiolog mente, at grunden til ønsket om vulgær høj volume på TV’et handler om, at jeg er træt i hovedet, når vi rammer sidst på dagen. For min kærestes vedkommende er det nok mere et spørgsmål om selektiv hørelse … sagde audiologen. Suk. Det forstå jeg ikke? Hvem gider ikke høre på mig? Nå nå!

Selvom udfaldet af testene er super gode, så fornemmer jeg, at vi ikke er færdige med at krydre aftenkaffen med: ”Halloooooo? Kan du høre mig?”

Hej mor

Hvordan mon du har det? Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har skrevet til dig. Alt for lang tid siden. Jeg har savnet det. Jeg har savnet dig. Jeg savner dig. Jeg tænker hver dag på, hvordan du mon har det? Er du glad? Måske endda lykkelig? Ohe hvor jeg håber, at alt ånder fred og ro hos dig. Du fortjener det.

Her hvor jeg er, er det en mærkelig tid. Virkelig mærkelig. Ikke nok med at jeg går og savner dig, så savner jeg mit liv, som jeg kender det. Med alle de kære mennesker i det, som jeg ikke har set længe. Familie og venner. For det må vi ikke. Mødes. Her er pandemi, og alt har det sidste års tid været lukket ned. Der er lukket ned for virksomheder, jobs, det kulturelle, det sociale, rejser, sport, festivaler og det at mødes med andre mennesker. Og når man endelig mødes med sine kære, så er det med en snert af dårlig samvittighed – for man burde ikke. Må godt, men bør ikke. Det tager for mit vedkommende lige toppen af det gode. Men jeg gør det. Ellers bliver jeg skør. Virkelig skør. Ohe mor, du ville ikke have brudt dig om det. Denne tid. Det er der naturligvis ingen, der gør, men dig som altid har været vild med at samle din store familie og vennekreds omkring dig. Nej, det ville ikke gå!

I denne triste tid er jeg én af de heldige. Jeg har et arbejde, jeg bor sammen med min mand, og jeg har – syv ni tretten – ikke mistet nogen til pandemien. Jeg skal ikke bekymre mig om jeg har penge til mad og husleje. Jeg har i min hverdag og de lange weekender selskab af min dejlige mand, og jeg kan ringe og tale med alle dem, jeg elsker og savner. Det er ikke alle beskåret. Men mor, jeg har ikke sådan rigtig godt. Jeg er lidt trist, jeg er lidt ked, og jeg kan ikke rigtig se lys for enden af tunnelen. Jeg ved, at jeg bør være taknemmelig, og det er jeg. Virkelige. Men det ændrer ikke på, at jeg føler, at jeg er ved at visne. Jeg støver. Den glade livsmusklen lider. Den er blev slap. Der er kommet længere mellem snapsene nu. Du ved de oplevelser, spontane som planlagte, som er med til at give hverdagen krydderi. Hvor man kan glæde sig til juledagene sammen med familien, udenlandsferien, til den store abefest med vennerne, påske og pinse og hvad årets gang ellers byder på. Hvor man ikke skal bekymre sig om sygdom og død. Alt er udsat eller aflyst. Selv forventningens glæde.

Jeg prøver virkelig at holde gejsten oppe, men alle dagene har det med at flyde sammen. Den ene dag ligner den anden. Jeg sover, bevæger mig ind på naboværelset for at arbejde, løber mig en tur, handler ind, laver mad, spiser, ser tv, går i seng for at sove. Og fortsætter dagen efter. Fra tid til anden lister jeg et lille træf med en veninde eller én af ungerne ind i det tomme skema. Så hygger vi igennem – vel vidende at der kommer til at gå en rum tid til næste gang. Og jo, jeg hygger også med min mand. Og jeg har nogle dejlige løbekammerater, som jeg prøver at lave aftaler med. Jeg er taknemmelig for dem. Men i langt de fleste af døgnets timer er jeg alene. Helt alene med min tanker. Og de spjætter. Mine tanker. Det er altså hverken sundt eller sjovt for et rastløst væsen som mig at være stækket. Jeg savner min frihed til at gøre lige præcis det, jeg vil. Tage hen lige dertil hvor jeg lyster og med hvem. Du ved, hvordan jeg altid har været draget af nye eventyr. Du har ikke altid forstået det, men du accepterede. Ohe hvor jeg savner.

Og jeg savner dig mor. Jeg ved, at du har det bedre, hvor du er nu. Det er jeg overbevist om, men jeg savner at tale med dig, at høre din sprøde latter og bare være sammen med dig. Jeg bliver helt varm, når jeg tænker på dig. Det får mig til at tænke tilbage på de gode gamle dage, da jeg var en lille pige. Hvor alt var godt. Ingen pandemi, ingen restriktioner, masser af frihed. Sådan er det heldigvis ofte med de gamle dage. Solen skinnede altid. Alt var godt, trygt og rart. Og det var takket være dig. Tak mor.

Men hey! Du skal ikke være bekymret for mig. Jeg skal nok lande godt oven på denne mærkelige tid. Det gør jeg altid. Lander. Jeg havde bare lige brug for at lette mit hjerte. Lade gassen gå af ballonen, så alt giften kunne fordufte. Det er det, man kan over for sin mor. At kunne sige tingene højt, så alt kan blive godt igen - uden at blive fordømt. Tilbage sidder jeg nu med et sæt skuldre, der er sunket lidt ned på plads. Smilet banker atter på. Det skal nok gå alt sammen. Selvfølgelig gør det det. Det skal nok blive tid til de herlige snapse igen, tid til at grine, hygge, lege, rejse og bare have det trygt, sjovt og godt, og ikke bekymre sig om sygdom og nedlukning af verdenen. Og jeg skal nyde hvert et øjeblik – alt mens jeg ville ønske, at du var en del af det. Du ville elske det.

Kære mor. Pas på dig selv til jeg skriver igen.  

Knus fra Mette

Mig: Hvis der er noget, jeg ALDRIG skal, så er det at vinterbade!

Jeanett: Vil du med ud at vinterbade?

Mig: Ja, det vil jeg da gerne!

Her til morgen fik Jeanett og jeg vores debut som vinterbader. I Roskilde Fjord, ved lystbådehavnen. Vi havde forberedt os godt. Først løb vi en lille tur, så parkerede jeg bilen, så forlygterne kunne lyse bare en lille bitte smule ud på badebroen, lagde håndklæderne klar – og så smed vi tøjet. Ja, ikke alt tøjet. Babysteps. Vi beholdte trusser og sports bh på. Næste gang går vi all in!

Jeanett var først i. Hun var sej. Tog nogle svømmetag. Så blev det min tur. Det var nogle meget kolde trin ned til vandet, syntes jeg nok. Men ikke på vilkår om jeg ville opgive, så jeg hoppede resten af vejen. F**** det var overraskende koldt. Så koldt at min krop panikkede lidt. Jeg hoppede rundt på bunden som en hoppebold uden retningssans (jeg havde ikke hovedet under). Og sproget var den også gal med ... Det var kun primat lyde, der kom ud af mit gispende ansigt: "JAAAG ... JAAAAG ... TRAP ... FÆÆÆN ... TRIN". Jeg kunne slet ikke finde trappetrinet, da jeg skulle op igen. Kunne slet ikke tænke på andet end "op op op". Hold nu kaje hvor Jeanett fik sig et godt grin. Det gjorde vi begge.

Det var altså en sjov morgen. Jeg gør det NOK igen!

Jeg fik mig et godt grin i går aftes. Jeg tog i min lokale løbeklub, hvilket jeg ikke er så ofte på hverdage. Så ingen regner med mig på en mandag. Jeg ankom som den første til p-pladsen ved Jyllinge Kirke, hvor vi pt mødes pga. Corona (løbeholdene er spredt rundt i byen). Ved kirken er der et offentligt toilet, og det ville jeg – som jeg ofte gør – liiige benytte mig af inden fællesløbet. Som sagt så gjort.

Jeg blev færdig, men så kunne jeg ikke komme ud. Ohe no! Jeg var låst inde. Jeg prøvede alt muligt, hev og flåede i låsen, løftede op i dørhåndtaget, trykkede det ned, ind mod mig og væk, men nej. Hvad gør en klog? Ingen ville jo savne mig lige foreløbigt. Men – huuurra for Fusionsløbebuks med plads til mobil! Jeg ringede til løbetræner Gitte. Jeg tænkte, at hun måtte være på trapperne. Og ganske rigtigt. Hun var på vej, løbende, og hun tog heldigvis telefonen (hun løber også i Fusion), lettere småforpustet og godt forvirret over mig:

-Er du på vej til løb?

-Ja

-Jeg er låst inde på toilettet, så måske du kan hjælpe mig?

-Øhe ... jo ... men ... hvad vil du have, at jeg skal gøre?

-Måske du kan få en af gutterne til at hjælpe dig? Med at hive lidt i døren, eller?

-Øhe ... hmm ... jeg kan få Djoe til at komme hjem til dig? (Djoe er Gittes mand)

-Ej, det skal du ikke. Kan en af gutterne ikke hjælpe? Altså ... hov … vent lidt … jeg er på toilettet ved kirken!

-Ohe ... jeg troede, at du var derhjemme.

Det fik vi et godt grin ud af. Jeg kan godt forstå, at hun undrede sig meget over, at jeg ringede til hende, hvis det var hjemme i privaten, at jeg var låst inde. Gitte bor i den anden ende af byen. Og faktisk måske også en kende hysterisk at låse toiletdøren, hvis man er alene i sit eget hjem?

Det viste sig, at til forskel for de andre gange, hvor jeg havde været inde på det selvsamme toilet, at en øvre lås på døren var blevet aktiveret, så jeg skulle vride i låsen alt mens jeg skubbede til døren. Jeg HAVDE vredet i låsen, men jeg havde ikke tænkt over at skubbe … Mærkelig system. Men godt grin. Og tak for gode løbekammerater.

"Hej, er det her, at der er foredrag til ’Kend din krop?’" spurgte min veninde Pia og jeg en smilende dame. Hun stod på en lille forhøjet scene sammen med en mand i Musicon i Roskilde. "Eller … fniiis … sludder …  jeg mener 'Kroppen taler, lytter du?'" fik jeg grinende rettet min forespørgsel til. Vi var trods alt ikke to vårharer, der fysiologisk skulle igang med at finde ud af op og ned på vores smækre kroppe. Hun smilte endnu bredere og sagde ja. Hun var sød. Manden ved hendes side så ærlig talt temmelig træt ud. Som en der ikke rigtig gad være der. Han sad henslængt på en stol iført et par kludebukser og ergonomiske korrekte sko.  Men damen havde i samme moment sagt, at vi bare kunne gå op til baren og tage frit for af kaffe og gulerodskage, så Pia og jeg var allerede på vej videre med vores.

Det var herligt med sådan et AOF arrangement. De var ikke fedtet med hyggen. Vi fandt vores kager og kaffe – med en lille skvis mælk i –  og satte os på de forreste sæder. Vi var klar: Belær os! De andre stole var også begyndt at blive besat af bare kvindenumser. Ej, de var jo ikke bare, vel? Altså numserne, men de sad i hvert fald på lutter kvinder. Ingen mænd at spotte til dette arrangement, der så vidt vi havde læst os frem til, skulle omhandle det at være bedre til at lytte til sin krop, stole på sin mavefornemmelser og des lignende. Med andre ord: gammel vin på nye flasker. 

Den smilende dame bød velkommen, og den trætte mand blev præsenteret. Ohe, han var altså foredragsholderen? Her var manden, der skulle fortælle om, hvordan man bruger sin krop?  Ham der i den grad signalerede, at han ikke rigtig gad? Herligt. Her sad man selv på det yderste del af stolen, parat til at suge viden til sig, stirrende op på en ca 35 årig mand, der var i besiddelse af en krop, der var totalt blottet for mimik. Ikke et smil, ingen glimt i øjet eller nysgerrighed på hvem hans publikum var. Det eneste der kom ud gennem de tørre læber var et sløvt: "Heeeeej ... jeg hedder Jakob ... og ... jeg skal fortælle om kroppen … suk …". Ohe nej, det var en tung start. 

Jacob gik som lovet i gang med at fortælle. Noget med noget universitet, et afgangsprojekt han skrev på, latinske ord a la video, stiv krop foran computeren, yoga – alt sammen kogt ned til et foredrag samt en bog, som han i dagens anledning havde taget med til salg. Stadigvæk ingen særlig mimik, men til gengæld et ordentlig slurp ind i mikrofonen, da han tog en tår af sin te. Herligt. Ohe … jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var i motivationsk modvind.

Nu skulle vi mediterer. Ohe ja, jeg kan godt lidt at meditere. Nu havde vi gang i noget godt. Vi skulle lukke vores øjne. Jeg kunne meget hurtigt mærke, at det var farligt. Det med de lukkede øjne. Jeg skulle jo lytte til min krop, og den sagde til mig, at vi var trætte. Kroppen og jeg. Uha, jeg kæmpede. Kroppen blev mere og mere tung, men endelig måtte vi igen åbne vores øjne. Min krop var tilstede på en stol i Roskilde, men mentalt lå jeg på en sofa. Ohe hvor jeg godt gad ligge på en sofa.

Pia havde godt lagt mærke til mig. Hun så mig sidde og misse med mine trætte øjne, så mens Jakob ævlede videre om de fem sanser, om vores manglende evne til mentalt at mærke hvor mange tæer vi har, om næsen er stor og læberne bløde, stak Pia mig igen og igen en Gajol. ”Her. Spis”. Hun var på en mission: at holde Mette vågen!

Jeg prøvede med tungen at fange lakridsrester mellem tænderne, da Jacob pludselig spurgte den søde dame: ”Nå, hvad siger pausemesteren? Er det tid til en pause?” Hun mente dog, at han godt kunne tale videre i 10 minutter. Jacob blev tavs. Ret tavs. Han havde vist tabt tråden? Hmm … nå … men så kunne vi da meditere igen! Så det gjorde vi. Og endnu engang sank jeg temmelig langt ned i stolen. K.r.i.s.e! Eeendelig erkendte han, at nu var det tid til en spørgerunde og bagefter en pause.

”Hvad øhe … er vi to fejlplaceret her?” hviskede Pia spørgende til mig, da pauseklokken slog og buffeten med fri kage og kalorier atter var til fri afbenyttelse.” Skal vi lege, at vi går ud for at tage os en smøg?” fortsatte hun. Den var jeg med på. Vi tog mundbindet på, hankede diskret op i vores tasker og gik ud for at ”ryge”. Vi blev hurtigt enige om, at vi havde været to meget, meget dygtige foredragsgængere. At vi allerede havde lært, hvad vi skulle af Jacob. Vores kroppe sagde: ”buk og bak og kører hjem og få jer et glas rødvin” – og det gjorde vi! Vi skred!

Og jo, jeg kan godt få en lille snert af dårlig samvittighed ved tanken om, at Jakob kom tilbage til sit podie blot for at konstatere, at de to skjønne møer i aller forreste række var pist forsvundet, men jeg håber inderligt, at han kan se det som en cadeau til sig selv. Det med at vi skulle spidse vores mentale ører og lytte til vores kroppe. For det havde vi gjort. Kroppen havde talt, og vi lyttede.